Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen

Velkommen til Børnehuset Islemark


Børnehuset Islemark er en mellemstor integreret institution, der har til huse i en gammel bondegård.

Institutionen er indrettet med både vuggestue- og børnehavegrupper fordelt i to huse. Vi har et motorikrum, som bliver brugt flittigt af både vuggestuen og børnehaven – her er der mulighed for, at børnene kan udfordre sig selv motorisk – det er også her, der er rum til de vilde lege. Udover det, har vi et sprogrum, som bliver brugt til at understøtte børns sproglige kompetencer.

Der er tre meget forskellige legepladser, der hver især byder på forskellige former for bevægelse, således at børnene kan få styrket deres motorik.

De nærliggende grønne områder besøges ofte og heriblandt; den lokale kælkebakke, volden, den lille sø, forskellige legepladser og andre institutioner. Det er let at komme rundt i Rødovre, enten på ladcykler eller en lille gåtur. 

Derudover har de forskellige børnegrupper også ture ud af huset til blandt andet, Rødovre bibliotek, hvor der er mulighed for at se forskellige teaterstykker i løbet af året, Dorthe Marie hjemmet eller de lokale butikker, når børnene skal være med til at handle ind.

Børnehuset Islemark lægger særlig vægt på at skabe et trygt, tillidsfuldt og udviklende miljø, hvor alle børn oplever at være inkluderet i en dagligdag med omsorg og anerkendelse. Vi arbejder med at give børnene medbestemmelse, i meningsfulde situationer, så vidt det er muligt. Dette kan være i forhold til aktiviteter, dagens gang mm. Dette styrker børnene i at blive selvstændige og selvhjulpne samfundsborgere samt få en forståelse for demokrati.

Vi prioriterer nærvær med børnene, og derfor arbejder vi i små grupper. Dette gør det også nemmere for de voksne at følge børnenes spor og opfange de enkeltes børns interesser.

I Islemark stræber vi efter at få skabt en evalueringskultur, hvor børnenes oplevelser også bliver inddraget. Vi forsøger at evaluere i fællesskab med børnene på lege, aktiviteter, dagens gang og andre små hverdagsting, der i længden kan have en betydning for dit barns oplevelse af at gå i institution.

Med barnet i centrum vil personalet gennem social deltagelse, leg og oplevelser, udfordre barnets nysgerrighed for derigennem at opnå læring og ny viden.